Politiet efterforsker sag med sprængt hæveautomat

dato

Sydøstjyllands Politi efterforsker en sag om tyveri, hvor en hæveautomat i Sdr. Omme natten til fredag blev sprængt.

Kl. 02.21 natten til fredag den 22. maj 2026 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et højt brag i Sdr. Omme. Ved ankomst til stedet lå der vragdele fra en sprængt hæveautomat.

 

Politiet har natten i gennem været til stede i området og foretaget en række undersøgelser af gerningsstedet.

 

”Vi forventer at være tilstede i Sdr. Omme et stykke tid endnu, ligesom vi også vil være til stede ved et område i Uhe nær Give i forbindelse med efterforskningen,” fortæller vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fra Sydøstjyllands Politi.

 

Ingen er kommet til skade i forbindelse med sprængningen.

 

Tal med politiet ved den mobile politistation

Den Mobile Politistation vil fredag den 22. maj 2026 mellem kl. 10.00 og 12.30 være til stede i området omkring Meny i Sdr. Omme. Her vil borgerne være velkomne til at henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen, eller i øvrigt har behov for at tale med politiet.

 

”Vi hører meget gerne fra borgere, der kan have oplysninger i sagen. Af hensyn til den igangværende efterforskning har vi ikke yderligere information at dele med offentligheden lige nu,” afslutter vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi