Vejles første el-taxi er på gaden

Foto: Vejles første el-taxi.
Profilbillede

Taxivognmand Qasem Hassan Odis tilbyder borgerne i Vejle et grønt taxi-alternativ. Er taxien ledig og i nærheden, kan den med et tastetryk bestilles med app.

Taxivognmand Qasem fra taxiselskabet Dantaxi kører nu på anden uge sine kunder lydløst rundt i byen i sin Hyundai KONA el-taxi. Han regner med, at flere af hans kollegaer vil følge hans eksempel. Indtil videre har han det dog fint med, at hans el-taxi er Vejles eneste af slagsen:

Nysgerrighed fra kollegerne

"I dagligdagen oplever jeg stor nysgerrighed fra mine kollegaer. De vil høre om mine erfaringer. Hvor mange kilometer kan jeg i praksis køre på en opladning, hvor jeg oplader og hvor lang tid det tager. Jeg fornemmer, at flere taxivognmænd går med seriøse tanker om at skifte til el men lige vil se tiden lidt an. Personligt har jeg det fint med at være den første, og jeg har bestemt ikke fortrudt mit valg. Det er behageligt at køre i en el-bil, og foruden lavere driftsomkostninger giver jeg mit bidrag til at nedbringe CO2 udslippet i byen. Sidst men ikke mindst er kunderne glade for at køre i el-taxi. Jeg har kun fået positive tilkendegivelser", fortæller Qasem.

El-taxien kan bestilles på app 

Qasems el-taxi er koblet på Dantaxis landsdækkende taxiapp, og det betyder, at man nu også i Vejle kan vælge en el-taxi som sin foretrukne taxi, når bestillingen sker via app.

"Hvis man aktivt vælger el-taxi, bliver det mig der kommer, hvis jeg er ledig og er i nærheden", forklarer Qasem.

Er el-taxien optaget, eller er den ikke på gaden, sender app'en automatisk en almindelig taxi til kunden. 

Borgmester Jens Ejner Christensen: Dejligt med Vejles første el-taxi

Fra politisk side er der tilfredshed med, at Vejle nu er på kortet over byer, der har el-taxi:

"Det er dejligt, at Vejle nu har fået sin første el-taxi", siger borgmester Jens Ejner Christensen.

"Det harmonerer fint med målene i vores klimaplan om, at 30 % af vores personbiler skal køre på el i 2030. Til den tid skal kommunens egen bilflåde og den kørsel, vi bestiller, også køre på el. Så vi forventer, at vognmændene omstiller sig i de kommende år. Vi laver udbud om ladestandere, og bl.a. kommer der lynladestandere ved Vejle Syd og Vejle Nord, som taxi-vognmændene også kan bruge, da vi stiller krav om, at ikke-abonnenter også skal have rimelige vilkår", understreger borgmesteren.

Udmeldingen fra borgmesteren er bestemt noget der vækker glæde hos byens indtil videre eneste el-taxivognmand:

"Selvom det at køre el-taxi på langt de fleste punkter er en positiv oplevelse, er antallet af ladestandere og hastigheden man kan oplade med vigtig for mig som selvstændig vognmand. Det kan være langt til nærmeste lynlader, så flere lynladere er et kæmpe skridt i den rigtige retning", slutter Qasem.

El-taxien sparer klimaet for 8 gange så meget udledning som en privat personbil. 

En el-taxi er ikke kun en mere behagelig arbejdsplads for føreren og et populært valg hos kunderne. El-taxier er også en fordel for miljøet. Det Økologiske Råd har tidligere fremført, at en taxi kører ca. 8 gange så meget som en personbil og at en el-taxi derfor kan spare både klimaet og luftforureningen i byerne for op til 8 gange så meget udledning som en privat personbil. Taxiselskabet Dantaxi som Qasem kører for, har cirka 200 el-taxier fordelt over hele landet, hvor Vejle nu er på Danmarkskortet med sin første af slagsen.

Kilde: Redaktionen