Syv folkeskoler i Vejle Kommune får nu mulighed for at etablere udendørs læringsrum, hvor eleverne oplever undervisningen på en helt ny måde. Biodiversitet i sciencelabs, mobile arbejdsstationer og væksthuse skal være med til at styrke motivationen, nysgerrigheden og engagementet gennem oplevelser, som rækker ud over klasselokalet og ud under åben himmel. Det sker med en bevilling fra Villum Fonden på 3,8 millioner kroner.
Der er fokus på at styrke elevernes motivation, sciencekapital og engagement gennem praksisnær undervisning og autentiske oplevelser i naturen. Samtidig får skolernes lærere et kompetenceløft i samarbejde med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Projektet ”Læring under åben himmel” er en del af kommunens større omstillingsplan for at få flere børn og unge til at trives og lære i lokale fællesskaber. Samtidig understøtter projektet Vejle Kommunes klimahandleplan for børn og unge.
De deltagende skoler omfatter:
- Grejsdals Skole: Udendørs læringsrum med fokus på lokal natur, geologi og klimaforståelse.
- Kollerup Skole: Skovlaboratorium til praksisorienteret arbejde med økosystemer og bæredygtighed.
- Vinding Skole: Udendørs laboratorium og vejrstation, regnvandsopsamling og samskabende læringsrum.
- Mølholm Skole: Interaktivt undervisningsrum i skoleskov, forbedret skolehave og hønsehold.
- NOVA-skolen: Sciencekapital og sprogstimulering gennem sanseoplevelser og biodiversitetsområder.
- Bredagerskolen: Væksthus med aquaponics/hydroponics, fokus på bæredygtighed og FN’s verdensmål.
Også Egtved Skole har fået en bevilling fra Villum Fonden. Skolen har selv stået for sin ansøgning og har fået en bevilling på godt en million kroner. Midlerne går til tre udendørs læringsrum: et skovlaboratorium, et havelaboratorium og et science naturlab, hvor eleverne kan arbejde med klima, miljø, biodiversitet, teknologi og bæredygtighed.
I alt har Villum Fonden støttet 24 projekter rundt omkring i landet med i alt 40 mio. kroner. Læs mere på Villum Fondens hjemmeside.
https://www.vejle.dk/da/nyheder/syv-skoler-faar-millioner-til-udendoers-laering/