På et nyligt møde blev arbejdet med Signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord præsenteret for offentligheden. Projektet undersøger i det kommende år mulighederne for at udvikle et sammenhængende naturprojekt på op til 15.000 hektar i området over en periode på 30 år.
Deltagelse i projektet er helt frivillig, og der er endnu ikke truffet endelige beslutninger. Formålet med de kommende undersøgelser er at etablere et solidt grundlag gennem dialog med både lodsejere og lokalsamfund, før Byrådet vurderer projektet næste år.
Efter præsentationen var der mulighed for at stille spørgsmål til et panel med repræsentanter fra styregruppen for Signaturprojektet: Peder Hummelmose, Nis Hjort, Palle Madsen, Uffe Rømer og Lars Feldskou. Spørgsmålene og temaerne spændte bredt – fra biodiversitet, ulve og hegninger til naturpleje, dyrevelfærd, økonomi, adgang til naturen og betydningen for lodsejerne.
Mange spørgsmål drejede sig om, hvilken konkret betydning projektet kan få for både lodsejere og lokalsamfund samt, hvordan balancen mellem natur, erhverv og hverdagsliv kan sikres.
Signaturprojektet er en del af den grønne trepart, hvor Vejle Kommune, landbruget og naturorganisationer samarbejder om at finde løsninger. Den næste periode vil have fokus på dialog, analyser og afklaring af muligheder, herunder økonomi, rammer og lokale hensyn.
Først når disse forhold er afklaret, tager Byrådet stilling til, om - og i givet fald hvordan - projektet skal gennemføres.
Læs mere om Signaturprojekt Vejle Ådal og Fjord
https://www.vejle.dk/da/nyheder/saadan-skaber-vi-i-faellesskab-stor-sammenhaengende-natur/