Sydøstjyllands Politi har anholdt og sigtet to personer for tre kontaktbedragerier begået tirsdag og onsdag i denne uge i Give, Vejle og Kolding.
Tre ældre borgere blev tirsdag den 11. august og onsdag den 12. august udsat for kontaktbedragerier. Borgerne blev på deres respektive bopæle i henholdsvis Give, Vejle og Kolding, kontaktet af ”en mand fra banken”. Han fortalte, at deres kort var blevet spærret, og han ville sende en kollega. Kort tid efter stod en kvinde i døren for at afhente deres kreditkort, kontanter og eventuelle smykker.
Et godt signalement af kvinden ledte Sydøstjyllands Politi på sporet af en 24-årig kvinde fra Norddjurs. Onsdag kl 17.53 kunne politiet anholde og sigte kvinden samt en 32-årig mandlig medgerningsmand fra Silkeborg.
”Takket være nogle gode signalementer lykkedes det os forholdsvist hurtigt at få de to personer koblet til de tre episoder. De er nu sigtet i sagen, der fortsat er under efterforskning,” udtaler vicepolitiinspektør Brian Christensen fra Sydøstjyllands Politi.
De to personer er blevet sigtet for de tre forhold begået i Give, Vejle og Kolding og er efterfølgende blevet løsladt.
Tal med dine ældre familiemedlemmer om svindel
Sydøstjyllands Politi opfordrer alle til at tale med deres ældre familiemedlemmer om kontaktbedrageri, så man undgår at blive svindlet.
”Hos politiet prioriterer vi denne form for svindel, som desværre ofte går ud over de ældre borgere, meget højt. Derfor vil vi også opfordre alle til at tage en snak med ældre familiemedlemmer og venner, så deres tillid ikke bliver misbrugt af amoralske svindlere,” siger Brian Christensen.
Læs de gode råd her:
- Din bank, politiet eller andre myndigheder vil aldrig bede dig om at udlevere følsomme oplysninger over telefonen. De kommer heller ikke hjem til dig for at hente dit hævekort eller din kode. Så udlever aldrig dine betalingskortkort, koder eller personlige oplysninger til andre.
- Afbryd opkaldet. Læg røret på, hvis du bliver ringet op og bedt om at overføre penge eller udlevere personlige oplysninger.
- Få udeladt nummer. Et af de bedste greb til at undgå kontaktbedragerier er at få udeladt nummer. På den måde vil oplysninger som navn, telefonnummer og adresse ikke fremgå på internettet. Du kan få udeladt nummer ved at kontakte dit teleselskab. Hjælp også gerne dine pårørende – særligt dine ældre venner og familiemedlemmer – med at gøre det samme. Læs mere om, hvordan du får udeladt nummer, i denne folder: https://politi.dk/-/media/mediefiler/soejyl/dokumenter/diverse/folder--forebyg-svindel--politidk.pdf
- Kontakt politiet. Hvis du mistænker, at du er blevet svindlet, så anmeld det til politiet på 1-1-4.
- Kontakt Offerrådgivningen på tlf. 116-006, hvis du som offer for kontaktbedrageri eller anden kriminalitet har brug for støtte.